Psykoterapi Selvværd:

Selvværd kan styrkes hele livet

Selvværd er ikke noget, vi er født med. Det grundlægges i barndommen og svinger gennem livet. Et lavt selvværd har store konsekvenser for vores livskvalitet. Det er dog aldrig for sent at arbejde med at udvikle et solidt og sundt selvværd. Læs med og få gode råd.

Hver femte dansker har lavt selvværd og en følelse af ikke at slå til. Det viser en ny undersøgelse, som Cormark har foretaget for PsykiatriFonden. Selvværd handler om den måde, vi opfatter os selv på – altså hvordan vi tænker om os selv, og de følelser det udløser. Det er afgørende for vores psykiske trivsel, at vi føler os værdifulde.

Selvværd og selvtillid er ord, der ofte bruges i flæng. Men de betyder noget forskelligt, selvom de i høj grad spiller sammen. Hvor selvværd går på at være tilfreds med sig selv, kende sine gode sider og acceptere sine fejl og mangler, handler selvtillid om at være tilfreds med det, man gør. Selvværd skabes i det indre, og selvtillid i måden man bruger sine færdigheder på i forhold til andre mennesker. Ofte vil det dog være sådan, at mestring af noget også fører til øget selvværd. Selvværdet er ikke stationært, men udvikles i løbet af livet og påvirkes af det, vi udsættes for som for eksempel fiaskoer og kriser.

Store konsekvenser af lavt selvværd

Når selvværdet er lavt, er man især præget af dårligt humør, fordi man sidder fast i sine negative tanker og følelser omkring sig selv. Det kan være svært at vise empati og leve sig ind i andres tanker og følelser, fordi man har så meget fokus på sig selv og sin egen smerte. Det betyder også, at man ofte mistolker andre. Man tror for eksempel, at det er ens skyld, at partneren er i dårligt humør, uden at det er tilfældet. Får man ros af andre, preller det af, for man tror ikke på det, fordi man er overbevist om, at man ikke er værd at holde af. Man kan derfor være svær at hjælpe.

Når man ikke føler sig af værdi, lader man være med at gå efter det, man har brug for i livet. Det gælder for eksempel i forhold til andre mennesker og i forbindelse med uddannelse og job. Det er svært at svare på, hvad man vil med sit liv, for man har ikke en tro på, at man kan vælge, endsige lykkes. Måske savner man kontakt til andre mennesker, en kæreste eller en god ven eller flere spændende oplevelser, men man kan lige så godt lade være med at gå efter det, fordi man på forhånd forventer, at det vil mislykkes. Man kommer let ind i en selvforstærkende negativ spiral, der nedsætter livskvaliteten.

Manglende færdigheder og psykiske lidelser

En manglende tro på sig selv undergraver ikke kun det gode humør, men også selvtilliden og ens sociale færdigheder. En vigtig del af sociale færdigheder er at kunne sige ja og nej, kunne kommunikere effektivt og kunne løse problemer. Disse færdigheder er enten ikke udviklet tilstrækkeligt eller bliver ikke brugt tilstrækkeligt, når selvværdet er lavt. Når vi ikke har troen på os selv, er vi også mere sårbare over for kritik og modgang.Alle kan indimellem være utilfredse med sig selv, men har man et lavt selvværd, kan det være svært at gøre noget ved det. Hvis vi mangler noget, forsøger vi at kompensere. Måske kompenserer vi ved at blive dygtige til noget bestemt, men det får os ikke nødvendigvis til at holde mere af os selv. Måske praler vi for at fremhæve os selv, eller vi nedgør andre for at få det bedre med os selv. Mange mennesker med lavt selvværd forsøger at dulme de ubehagelige tanker og følelser med for eksempel mad eller alkohol. Afhængighed og lavt selvværd hænger ofte sammen.

Stort set alle psykiske lidelser er forbundet med lavt selvværd. Når man lider af en depression, er et af symptomerne selvbebrejdelse og følelsen af ikke at være god nok. Den depressive tænkning udgøres af negative tanker om en selv, andre mennesker og ens muligheder i fremtiden, og man husker kun negative hændelser i fortiden. Angst er ofte også forbundet med lavt selvværd og tvivlen på at kunne slå til. Det samme gælder for personlighedsforstyrrelser, men her kan det veksle mellem alt for højt selvværd (selvhævdelse) og alt for lavt selvværd. Stress kan til en vis grad handle om lavt selvværd, idet man ved stress tillader sig selv at blive overbelastet, fordi man mangler færdigheder i at sige fra. Det, at man grundlæggende ikke tror på, at man er god nok, bidrager også til, at man lettere bliver stresset.

 

Arbejd med dit selvværd

Det er aldrig for sent at udvikle et sundt selvværd. Start med at give tankerne et kritisk eftersyn, da det er de negative tanker og overbevisninger om os selv, der giver det lave selvværd. Læg mærke til, hvordan du taler til dig selv. Måske siger du sådan til dig selv: ”Hvis jeg laver fejl, er jeg ikke god nok.” Eller: ”Hvis andre er vrede på mig, har jeg gjort noget forkert, og så er jeg forkert.” Bag disse tanker ligger leveregler og overbevisninger, der er urealistiske – for eksempel at man aldrig må fejle, eller at man aldrig må være uenig med nogen. Når man ved, hvad man tænker, kan man lettere stille spørgsmål ved tankerne: Hjælper den tanke mig, eller gør den det sværere for mig? Tanker og følelser hænger sammen, så når man tænker, at man ikke er god nok, resulterer det i smertefulde følelser. Jo mere ked af det eller angst man bliver, desto større er risikoen for, at man tror endnu mere på den negative tanke. For at bryde denne negative spiral, skal de destruktive tanker erstattes med mere konstruktive tanker. Det grundlæggende er vigtigt at tro på, at man er god nok og at lede efter beviser på, at det er sandt.

Giv dig selv kærlighed og medfølelse

Vi har alle behov for anerkendelse, kærlighed og accept. Mange mennesker tror, at andre skal give os det, men i virkeligheden kommer det indefra. Man skal kunne elske og anerkende sig selv og vise ægte medfølelse for sig selv. Spørg dig selv, hvad der skal til, for at du bliver tilfreds med dig selv i en konkret sammenhæng, hvor du er utilfreds. Måske er du utilfreds med dig selv, fordi du tager på i vægt. Så kan du lægge en plan over, hvordan du skal tabe dig med kostændringer og motion og følge din plan hver dag. Der er ingen forandringer uden handling. Du styrker dit selvværd, når du med dine handlinger skaber succes. Hvis du for eksempel ønsker anerkendelse fra andre, så start med at anerkende dem. Vis din glæde over, hvad andre gør, i stedet for at lade dig irritere. Hvis ikke du kan ændre det, du er utilfreds med ved dig selv, så kan du lære at acceptere det. Bliver du for eksempel kritiseret af vennerne for at være kedelig, fordi du aldrig går med i byen, så accepter, at du foretrækker et mere stille fritidsliv. Visdom er at opdage, hvad man kan og vil ændre, og acceptere hvad man ikke kan ændre. Men det kan være en kunst at se forskellen. Det handler om at øge sine gode egenskaber og øve sig i at blive god til det, man selv sætter pris på. Al mestring kræver øvelse, så vær tålmodig. Og husk, at vi er unikke, og at det i sig selv er en værdi, at du er blevet netop det menneske, du er.

*HUSK at psykoterapi  ikke erstatter et lægebesøg og at udfaldet af behandlingerne kan variere fra person til person.

ONLINE BOOKING - SE LEDIGE TIDER HER

PRISER PÅ HYPNOSE OG PSYKOTERAPI

Klient udsagn

Fik hypnose for min afhængighed til søde sager.
Louise er super sød, og er yderst professionel i sin tilgang til at få oplysninger om- og indblik i min afhængighed inden selve hypnosen. Følte mig i trygge hænder før, under og efter hypnosen.
Det er snart 3 uger siden, og jeg har stadig ikke oplevet nogen form for afhængighed. Kan se på slik uden at føle jeg SKAL have det, og tester mig selv hvergang jeg handler, men går forbi slik-sektionen uden trang til noget!
Varme anbefalinger herfra.
-M. Bille

Få nyheder og tilbud her

Info

TLF. 26 29 12 12
KLINIKÅBNINGSTIDER: MANDAG, TIRSDAG, ONSDAG SAMT TORSDAG kl. 08.30 -15.00.
Lørdag og Søndag lukket.
TELEFONTIDER: Alle hverdage kl. 08-17.00
MAILINFO: Louise@nordjyskhypnose.dk
KLINIKADRESSE: Samsøgade 5, 9000 Aalborg. Ind ad døren og 6 trin ned.
BETALING: SKER SAMME DAG SOM BEHANDLINGEN.
KONTANT ELLER VIA MOBILE PAY. Venligst hav en opdateret mobiltelefon med, hvis du vælger at betale via mobilepay.

hypnose Aalborg

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få interessant viden og info fra Nordjysk Hypnose

Mange tak for din tilmelding!

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk